1. Du støtter de små producenter i dit lokalområde
Producenter af lokale fødevarer er ofte små bedrifter med et mindre udvalg af husdyr eller grøntsager. Mange af dem er specialiserede i en eller anden grad.
Støtter du disse nicheproduktioner ved at købe lokalt, får de lettere ved at klare sig økonomisk på et marked, der er domineret af store fødevareproducenter.
2. Du får mere liv og aktivitet i dit lokalområde
Gårdbutikker, gårde med stalddørssalg, små specialbutikker og fødevaremarkeder er bedrifter der giver mulighed for en anderledes indkøbstur end en tur i supermarkedet. Du kan tale med landmanden selv og klappe hans får.
Turister kan også blive tiltrukket af den lokale fødevareproduktion. En analyse fra Visit Denmark viser, at turister vil have god mad og autentiske oplevelser på ferie i Danmark. Det kan derfor være et betydningsfuldt bidrag til den lokale økonomi, at der er kulinariske oplevelser i nærområdet.
3. Du får friskere varer
Fødevarer fra lokale producenter har kortere transporttid til supermarkederne end de udenlandske varer. Køber du varerne direkte fra producenten i eksempelvis en gårdbutik, er der ingen transporttid. Det giver dig friskere varer.
Friskheden er en stor fordel. Den kortere transport mindsker behovet for emballage samt smagsfremmende eller konserverende tilsætningsstoffer.
Holdbarheden i køkkenet bliver længere sammenlignet med tilsvarende råvarer, fordi den tid, der går fra varen er produceret til den når dit køleskab, er holdt på et minimum.
4. Du får sundere råvarer
Nyhøstede grøntsager og frugt, som kommer direkte fra producenten og hjem til dig, giver en sundhedsmæssig fordel, fordi næringsstofferne ikke er blevet nedbrudt i samme omfang, som når råvarerne bliver emballeret og opbevaret i længere tid.
5. Du kan spare penge
Sæsonens råvarer kan sikre dig de bedste priser på de lokale fødevarer. Eksempelvis vil en lokal produceret agurk være et prisbilligt alternativ i sommermånederne, når agurken er i sæson, mens den i udkanten af sæsonen vil være dyrere.
Fødevareproducenter med små bedrifter har flere udgifter pr. råvare, end producenter i store bedrifter. Det kan forhøje prisen.
6. Du kan tale med producenten
Gårdsalg eller fødevaremarkeder åbner op for, at du kan tale direkte med producenten af dine fødevarer. Du kan få mere at vide om produktionen, og du kan få andeavlerens gode råd til, hvilken and du skal vælge, eller landmandens tips til at bruge de overskydende gulerødder på nye måder.
Ønsker du nye produkter eller tiltag kan du lettere fortælle det direkte til producenten, når du handler lokalt, end hvis du skulle kontakte en virksomhed, der producerer varer i større omfang og leverer til hele landet.
Etik og overbevisninger kan være forskellige. Hos de lokale producenter kan du hurtigere få mulighed for at vurdere, om producentens holdninger til fødevareproduktion er i overensstemmelse med dine.
7. Du kan få ny inspiration til brug af grøntsager
Gårdbutikkernes udbud følger sæsonerne, og ejerne har ofte mange ideer til, hvordan du kan udnytte råvarerne bedst muligt i de pågældende sæsoner. Mange af butikkerne har en hjemmeside eller et nyhedsbrev, hvor de lægger opskrifter og lister med ugens frugt og grønt ud.
8. Du kan få inspiration til nye kødudskæringer
Gårdbutikkerne har ofte andre udskæringer end dem, du finder i supermarkedet. Eksempelvis ribben, nakke, skank osv. Det er billige udskæringer, som kan bruges til smagfuld simremad.
Producenten kan give dig svar på, hvilke udskæringer der er tilgængelige, hvad de forskellige udskæringer kan bruges til, og hvordan du tilbereder dem.
9. Du er med til at sikre en bæredygtig produktion
Markedsundersøgelsen ’Lokal Mad nu og i fremtiden’, der er udført af forskere ved RUC i forbindelse med projekt GRO ’Grønne Regionale Madoplevelser’, er inde på, at ejerne af mindre fødevarebedrifter oftere driver forretning ud fra overbevisning end ud fra et ønske om maksimal profit. Det kan være en forklaring på, at mange lokale producenter arbejder ud fra en målsætning om eksempelvis at dyrke økologiske grøntsager, eller kun producere et begrænset antal fjerkræ af en bestemt race.
Natur- og miljø får også fordele af den lokale fødevareproduktion. Ved eksempelvis at vælge honning fra lokale danske producenter, frem for et blandingsprodukt fra udenlandske producenter i EU, kan du give bierne mulighed for – bogstaveligt talt – at få dit lokalområde til at blomstre.
Miljø- og Fødevareministeriet fastslår, at honningbien er den vigtigste faktor i bevarelsen af en mangeartet dansk flora gennem bestøvningen af jordbrugets planter.
Argumentet om, at kort transporttid altid er bedre for miljøet, er dog blevet afvist af bæredygtighedseksperter. Det skyldes, at det er vigtigere at kigge på den samlede produktion og lave en såkaldt livscyklusvurdering på råvaren for at kunne vurdere miljøbelastning – frem for blot at kigge på transportlængden.
10. Du være med til at sikre bedre dyrevelfærd
Produktionernes størrelse giver mulighed for at sikre hvert enkelt dyr bedre betingelser end stordriftsproduktionen i det konventionelle landbrug. Det kan give dyrene bedre plads og mere tid.
For at sikre dig, at producentens intentioner om dyrevelfærd også finder sted i virkeligheden, kan du besøge gården og selv se produktionen an. Gå efter mærker som Ø-mærket og ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” for at få sikkerhed for god dyrevelfærd.
Kilde: www.taenk.dk